-
Jod revet ned af hylderne: Meldes udsolgt flere steder
المصدر: BDK Borsnyt / 17 يونيو 2024 03:48:42 America/Chicago
Jodtabletter meldes udsolgt hos både online apoteker, Matas og flere helsekostbutikker. Det viser Berlingskes tjek mandag morgen. Det samme gælder flere fysiske apoteker. Tabletterne er et af flere eksempler på, at en del danskere har reageret på forsvarsminister Troels Lund Poulsens (V) meddelelse om, at danskerne i tilfælde af en krisesituation skal kunne klare sig selv i tre dage med forsyninger som medicin, mad og vand. Kæden Spejder Sport oplevede i weekenden, at efterspørgslen efter nødberedskab, herunder vanddunke og førstehjælpskasser, eksploderede. Nødradioer, som kan bruges med håndsving, og dermed selvom strømmen er gået, blev udsolgt, har Spejder Sport oplyst til DR. Beredskabsstyrelsen har udgivet en pjece på 12 sider, hvor det anbefales, at »jodtabletter er til rådighed for personer under 40 år samt gravide og ammende«. På styrelsens »tjekliste« med forslag til danskernes kriseforberedelse står der, at medicinkassen »eventuelt« kan indeholde jodtabletter. Ved en nuklear ulykke på et atomkraftværk kan luften blive forurenet med radioaktivt jod, som kan fremkalde kræft. Det beskytter man sig først og fremmest imod ved at holde sig indendørs og lukke vinduer og døre. Men medicinske jodtabletter kan i visse situationer være »et godt supplement«, skriver Sundhedsstyrelsen. Princippet bag jodtabletterne er, at de mætter skjoldbruskkirtlen og blokerer optagelsen af radioaktivt jod. Det blokerer dog kun for jod og ikke for andre radioaktive stoffer. Pas på forkerte tabletter Der kan være problemer med, at nogle danskere køber de forkerte jodtabletter. Hvis man vil beskytte sig mod radioaktivt jod, bør man til hjemmelageret købe de »medicinske jodtabletter«. Disse tabletter kan kun fås på apoteket og ikke i helsekostbutikker, skriver Sundhedsstyrelsen. »Det er jodtabletter med en meget høj koncentration af jod. Det vil sige 65 milligram kaliumjodid, hvilket svarer til 50 mg jod.« Apoteker har i store dele af landet ifølge Jyllands-Posten udsolgt af jodtabletter. Jodtabletter kan være relevante at tage for personer under 40 år, som opholder sig inden for 100-200 kilometer fra en nuklear ulykke. Men jodtabletterne skal i dette tilfælde kun indtages, hvis Sundhedsstyrelsen anbefaler det, og ikke på eget initiativ, skriver styrelsen. 150.000 pakker ventes i den kommende uge Sundhedsstyrelsen skriver også, at grossister og producenter er i gang med at skaffe flere forsyninger til Danmark. »Du kan forvente, at der kommer nye leverancer hen over efteråret 2024. Hvis du ikke kan skaffe jodtabletter på apoteket lige nu, kan du vente på, at der produceres flere.« Lægemiddelstyrelsen oplyser, at der inden forsvarsministerens udmelding var under 1.000 pakker jodtabletter på lager hos grossister og apoteker . »Vi har fået oplyst, at der kommer 150.000 pakninger til Danmark i løbet af den kommende uge, som apotekerne kan bestille hjem. Desuden er producenten er gået i gang med at opstarte produktion af flere tabletter, som kan være klar til levering i løbet af efteråret,« skriver Lægemiddelstyrelsen i mail. Danmark har et nationalt lager på to millioner jodtabletter, men tabletterne fra lageret vil kun blive uddelt, »hvis der er behov for det i en konkret beredskabssituation«. Hvis en atombombe rammer Danmark, hjælper jodtabletterne ikke, fordi den radioaktive forurening er meget lille i forhold til forureningen fra et udslip fra et atomkraftværk. Det sagde Sven Poul Nielsen, seniorforsker emeritus ved DTU Miljø, til B.T. i 2022 efter Ruslands invasion af Ukraine, hvor danskerne også hamstrede jodtabletter. Her kan du læse myndighedernes anbefalinger til, hvilke varer du bør have på lager for at være forberedt på en krise. https://www.berlingske.dk/indland/jod-revet-ned-af-hylderne-meldes-udsolgt-flere-steder